Realdania modtager Det Gyldne Søm 2020.

Det Gylden Søm 2020 tildeles foreningen Realdania. Realdania har i nu 20 år støttet mere end 3900 store og små projekter som alle har haft det fælles mål at skabe livskvalitet for alle gennem det bebyggede miljø. Realdanias målsætninger rammer stærkt ned i tidens store temaer:

  • Vi er her for nuværende og fremtidige generationer

  • Vi fremmer en bæredygtig udvikling

  • Vi fremmer ny viden og innovation

Realdania har gennem årene bidraget ikke bare økonomisk men også med viden og forskning. Listen af projekter er omfattende. Et af de senete eksempler på Realdanias virke er etableringen af Boliglaboratorium, som er et samarbejde med Statens Kunstfond og rummer alle grene af Bygge- og Ejendomsbranchen.

Det nye Boliglaboratorium skal skabe et rum for boligeksperimenter og en nytænkning af dansk boligarkitektur. Eksperimenter, der udgør reelle eksempler på, hvordan vi kan gentænke boligen i Danmark.

Det nye Boliglaboratorium vil herudover skabe en platform for udvikling og drøftelse af reelle løsninger, såvel som at dokumentere, udstille og formidle resultaterne af eksperimenterne.

Boliglaboratorium understøtter derved såvel den grønne omstilling og nytænkning i branchen. Og det er efter Byggesocietetets opfattelse de to helt centrale udfordringer i bygge- og ejendomsbranchen.

Men Boliglaboratorium er kun ét eksempel blandt mange. Af andre eksempler kan nævnes:

  • Holmegaard Værket i Holmegaard ved Næstved

  • Kongebro-kvarteret i Middelfart, som fokuserer på et mere klimarobust byområde

  • Verdenspladsen i Aarhus

  • Bybevaring i Christiansfeld

  • Den Blå Planet.

Det Gyldne Søm tildeles derfor ikke kun Realdania for Boliglaboratorium men for foreningens samlede indsats for det bebyggede miljø, for den grønne omstilling, for fællesskabet og for forbedringen af livet i byerne og på landet.

Administrerende direktør for Realdania, Jesper Nygård modtog prisen på vegne af Realdania sammen med Filantropidirektør Nina Kovsted Helk.

Byggesocietetet ønsker Realdania tillykke med de første 20 år.

Forrige
Forrige

Ny formand i Lokalområde Aarhus.

Næste
Næste

Tony Christrup er udnævnt til æresmedlem.