Hines Nordics får Det Gyldne Søm 2022.

I går afholdt Byggesocietetet sit årlige Landsmøde. Efter Landsmødet uddelte Landsformand Ole Schrøder Det Gyldne Søm 2022. I år gik prisen til Hines Nordics for The Trinity Quarter på Købmagergade, hvor Hines har omdannet 21.000 m2, som tidligere har huset Københavns Universitet, til at være 17.000 m2 hotel, 3000m2 butik og 1000 m2 bolig

I sin motivation for valget af Hines Nordics og The Trinity Quarter sagde Ole Schrøder bl.a.:

“Arbejdet med restaureringen og etableringen af The Trinity Quarter er sket i et historisk kvarter, i historiske bygninger og samtidig på et af Københavns travleste indkøbsstrøg. Restaureringen af de historiske bygninger er sket nænsomt og med stor respekt for ikke bare bygningerne men også det omkringliggende område. De bevaringsværdige detaljer er genskabt samtidig med, at der er skabt nyt. Nyt liv, nyt byliv og nyt handelsliv.”

 

Der er tale om en særdeles omfattende og kompliceret renovering midt i det ældste København. I bygninger og i et område, der tidligere har været palæ, tekstilindustri og Københavns Universitet. Renoveringen er gennemført samtidig med, at livet og travlheden på Købmagergade er fortsat. Resultatet er et unikt område med et hotel i verdensklasse, boliger samt et butiksområde, som har tiltrukket nogle af verdens stærkeste brands. Slår man et smut ind på 25hours hotellet, ser man hurtigt, at det store fokus på detaljer også gælder her. Området er blevet en perle i det forvejen smukke København. Samtidig er projektet det den første renovering som modtager DGNB SØLV.

 

Karen Egede Nielsen fra Hines Nordics modtog prisen sammen med Lise Sehested fra BBP Arkitekter. Stort tillykke med prisen.

Forrige
Forrige

Ny regering og regeringsgrundlaget.

Næste
Næste

Kommentar til loft over huslejestigninger.