Femern Forbindelsen

FEMERN FORBINDELSEN SKABER JOBS OG GRØN MOBILITET

Arbejdet med Femern forbindelsen går i gang til nytår. Det åbner et helt nyt kapitel for Lolland, der kan se frem til flere jobs, flere turister og flere grønne virksomheder. Men også resten af landet kan glæde sig til den nye forbindelse til Tyskland, der sætter fart under den grønne mobilitet. 

-       Femern forbindelsen kommer på det helt rigtige tidspunkt. Vi får jobs, der svarer til 6000 årsværk i en tid, hvor COVID-19 truer med at skabe recession. Vi kan allerede se nu, at vi ikke har så mange arbejdsløse som andre kommuner. Vi kommer til at få en kæmpe aktivitet de næste 8-9 år på Lolland, siger borgmester Holger Schou Rasmussen.

Grøn mobilitet

Femern forbindelsen barberer rejsetiden fra København til Hamborg ned til 2,5 time i tog og forbedrer jernbanenettet fra Ringsted til Rødbyhavn, så Lolland rykker tættere på resten af Europa og hovedstaden. Hvor det i dag tager halvanden time med tog fra København til Nykøbing Falster, vil det fremover tage under en time. Et gevaldigt løft til den grønne mobilitet, lyder det fra Byggesocietetet, som arrangerer studietur til Lolland i efteråret for at blive klogere på det nye vækstområde i syd.

-       Store infrastrukturprojekter har været en del af vores velfærdssamfunds historie siden Kanslergadeforliget i 1933. De bygger bro mellem lande, borgere og virksomheder. Femern forbindelsen vil skabe jobs, grønnere mobilitet og mere intelligente transportformer. I det helt store perspektiv tror jeg også, at vi vil opleve et større fællesskab på tværs af grænser og en øget bevidsthed om værdien af vores kystlandskab, siger formand for Byggesocietetet Ole Schrøder.

Fra udkant til midtpunkt

Femern forbindelsen forandrer Lolland fra udkantsregion til midtpunkt mellem de to metropoler København og Hamborg. Fremover kommer godstransporten fra Skandinavien til Tyskland til at gå over Lolland, fremfor Fyn og Jylland. Det sparer 160 kilometers kørsel og får samtidig en positiv indflydelse på det lokale erhvervsliv, spår Lollands borgmester: 

-       Allerede nu ser vi flere investorer vise interesse for Lollands sydkyst i forhold til turisme, men jeg tror også på, at mange produktionsarbejdspladser vil slå sig ned her, fordi vi satser på grøn energi. På Lolland vil virksomhederne kunne producere deres varer bæredygtigt og møde den voksende efterspørgsel på grønne produkter, siger Holger Schou Rasmussen.

I Byggesocietet er den grønne vinkel et vigtigt parameter - ikke kun i forhold til lokale arbejdspladser, transport og mobilitet, men også i forhold til biodiversitet:

-       I forbindelse med de store bro-og anlægsarbejder på Storebælt og Øresund var der en frygt for konsekvenserne for havmiljøet og biodiversitet. Nu mere end 20 år senere, kan vi se, at det dels medførte nye arealer og biotoper og i visse tilfælde et bedre havmiljø, da blandt andet de kunstige rev ved pylonerne gav bedre betingelser for et godt havmiljø. Femern forbindelsen etablerer 25 ha. rev, som skal bane vejen for et rigt havmiljø. Det er positivt, at vandmiljøet får et løft, så tunnelen ikke bliver endnu et tilbageslag for biodiversiteten, slutter Ole Schrøder.

Vil du gerne blive klogere på det nye vækstområdet i syd?

Tilmeld dig studieturen her .

Forrige
Forrige

Spot på Lokalområde Sydsjælland.

Næste
Næste

Stærke, grønne profiler i Byggesocietetets Landsbestyrelse.