Nytårskur

Klimaforandringer, AI og store demografiske skift er megatrends, der kommer til at ændre vores samfund på måder, vi endnu ikke forstår. Det var beskeden på Byggesocietetets og Realkredit Danmarks nytårskur den 4. januar 2024.

Det gik du glip af…

Hvordan navigerer vi i de nye tider? For Anne Skare Nielsen er der ingen tvivl om, at vi skal gå til fremtiden med lyst sind. Vi skal være nysgerrige, empatiske og bruge vores tid på meningsfulde fællesskaber

For underviser på Harvard
Teo Nicolais tilhører fremtiden de gråhårede. Vi har knækket koden til det lange liv og får samtidig færre børn. Vi kommer til at bo på nye måder, ændre forbrugsmønstre og arbejde meget længere end hidtil. Oveni det har vi AI, som allerede nu revolutionerer vores samfund. 

Der var også positive toner fra cheføkonom i Realkredit Danmark
Christian Hilligsøe Heinig, som kunne fortælle, at økonomien er i bedring. Vi kan se frem til faldende renter og bedre tider i 2024 – selvom han som økonom selvfølgelig ikke kunne love noget som helst.

For direktør i Dark Matter Labs
Indy Johar er fremtiden præget af den planetære krise, vi står overfor. Vi er uendeligt langt fra bare at komme i nærheden af at overholde Parisaftalen. Han opfordrede os til at handle nu, for historien viser, at vi kan gøre ekstraordinære indsatser, når tiden kræver det.

Vi er allerede i gang med at lægge hovederne i blød og tænke over næste års nytårskur. Har du nogle forslag, ideer eller tanker? Send en mail til Maiken Hansen på mh@byggesoc.dk. Det vil hjælpe os til at forme fremtidige arrangementer og initiativer til gavn for netop jer – og for hele bygge- og ejendomsbranchen.