Glædelig jul og godt nytår.

Det er blevet tid til en julehilsen fra Byggesocietetet. Sidste år havde vi lige flyttet vores Nytårskur fra januar til april fordi Covid-19 stadig spøgte. Det er heldigvis ikke tilfældet i samme grad i år. Til gengæld kan man ikke just sige, at verden omkring os sidenhen er blevet mere sikker. Rusland har angrebet Ukraine og antallet af kriser vi befinder os i, er i den grad til at tage at føle på. Miljøkrise, energikrise, økonomisk krise, recession, stigende materialepriser for blot at nævne nogle. Flere steder i bygge- og ejendomsbranchen er krise ikke længere noget man bare taler om. Det er alvor og kan mærkes i svindende ordrebøger, halvtomme pipelines og udskudte eller aflyste projekter.

 

Meget tyder på, at 2023 også kan blive et svært år i bygge- og ejendomsbranchen. For Byggesocietetet betyder det, at vi vil lægge os ekstra i selen for at skabe værdi og relevans for vores medlemmer. Netværk har man altid brug for – måske i særlig grad under kriser. Vi kan se, at det vores medlemmer kender, også er det de aktuelt efterspørger. Året 2023 bliver muligvis ikke det store eksperimentarium – men vi barsler alligevel med et par spændende arrangementer i lidt nye formater. Vi har bestemt også tænkt os at være synlige med en masse gode tilbud til vores medlemmer i hele landet. Den traditionelle nytårskur sammen med Realkredit Danmark afholdes d. 5. januar, vi står igen for den danske repræsentation på MIPIM og vi har for nyligt åbnet for tilmeldinger til Byggebranchen ser Grønt II, som vi også denne gang holder sammen med Byens Netværk. Herudover vil der være mere af det, du kender som Byggesocietetet classic – det vil sige walks, café-møder, kurser og arrangementer om aktuelle og lokale temaer rundt om i landet. Og selvfølgelig de super pop  ulære sommerfester i København, Aarhus og Aalborg.

 

Byggesocietetets største styrke er og bliver vores mere end 1600 medlemmer fra alle dele af bygge- og ejendomsbranchen. Vi bliver klogere af at møde dem med en anden baggrund end vores egen og det er også der, vi skaber de personlige relationer, som danner grundlaget for at lave forretning sammen. Det personlige kendskab og forståelsen for vores forskellige vilkår er nemlig også helt afgørende i krisetider. Vi skal møde hinanden og have tillid til hinanden, så hele værdikæden trækker samme vej både i dagligdagen og når vi arbejder os igennem kriser. Det sker dagligt i vores mere end 40 netværk og vi tror det er derfor, at vi i Byggesocietetet til stadighed tiltrækker nye medlemmer.

 

Så husk, at dit engagement er vigtigt og at din idé er lige så god som vores. Sig frem eller kontakt vores sekretariat hvis du har en god idé til et arrangement, et vigtigt tema som bør tages op eller et projekt der fortjener at blive vist frem.

 

Vi glæder os til at se jer efter ferien og ønsker alle vores medlemmer en glædelig jul og et rigtig godt nyt år.

 

Landsformand Ole Schrøder og sekretariatschef Lars Sønderskov

Forrige
Forrige

NYTÅRSKUR 2023

Næste
Næste

Ny regering og regeringsgrundlaget.