Endnu et år er gået. Glædelig jul og godt nytår.

Det har været et hæsblæsende år i Byggesocietetet. Det har det været på landsplan og i vores lokalområder. Vi har holdt en række arrangementer gennem året i hele landet og nydt at se den store opbakning fra jer medlemmer. Tak for det.

I forbindelse med landsmødet den 5. september tog vi afsked med Tony Christrup, som har været vores landsformand siden 2012. Stor tak til Tony for hans store indsats for Byggesocietetet og for hele måden, han har overleveret formandsstafetten på og tak for at overlevere et Byggesocietet i topform. Samme dag blev jeg valgt som landsformand. Det er jeg stadig ydmyg og taknemmelig for. Byggesocietetet er ikke hvilken som helst forening. Foreningen blev etableret i 1937 og vi er dermed 82 år gamle i skrivende stund. Jeg var ikke selv til stede, men jeg ved, at de historiske vingesus kunne mærkes i luften, da Byggesocietetet på Fyn i juni måned fejrede deres 75-års jubilæum. Der var et stort fremmøde og gæsterne var tidligere formænd for lokalområde Fyn, ældre medlemmer og yngre medlemmer. Det er Byggesocietetet, når det er bedst. Når vi forener tradition med fornyelse, fortid med nutid og erfaring med nysgerrighed. Byggesocietetet har efter min opfattelse udviklet sig til den stærkeste platform i branchen, hvis man gerne vil (vide) mere, debattere, mødes socialt og fagligt eller have et talerør udadtil.

I 2020 vil vi fortsætte linjen. Vi har allerede nu en masse i kalenderen. Den 7. januar afholder vi den traditionsrige Nytårskur sammen med Realkredit Danmark. Samtidig vil vi gennem 2020 skærpe vores profil indenfor fokusområderne bæredygtighed og teknologi. Det gør vi fordi, vi ser os selv som værende et af de få steder, hvor hele branchen og hele landet kan mødes. Og med det følger et ansvar. For at tale på tværs af branchen og landet, for at tage livtag med de store udfordringer i branchen og udbrede viden blandt vores medlemmer. Det vender vi tilbage til i starten af det nye år.

En anden ting vi gerne vil gøre mere ud af i 2020, er det, jeg kort nævnte ovenfor – at lægge hus til debat. En af de ting, vi gerne vil tage op, er den konsolidering, der for tiden sker i branchen. Aktørerne samler sig i større og større virksomheder som kan levere totale løsninger. Det er der uden tvivl mange gode grunde til – ikke mindst i et marked, der måske begynder at vise tegn på lidt afmatning. Men hvad betyder det for resten af branchen? For den måde vi arbejder sammen på, for priserne og for kreativiteten? Det og meget mere vil vi gerne sætte til debat næste år. Ikke fordi vi i Byggesocietetet mener, det skal være på en særlig måde, men fordi en god og fordomsfri debat er en forudsætning for al udvikling.

I skrivende stund er der 1610 medlemmer i vores forening. Og selvom det ikke i sig selv er et styrende parameter, tager jeg det som et udtryk for, at vi gør noget rigtigt. Vi har gennem 2019 fået mange nye medlemmer, som deltager i vores arrangementer, er medlemmer i en af vores nu 27 BS-grupper eller bidrager til arbejdet i vores fagudvalg. Velkommen til alle jer nye. Jeg håber, I og resten af Byggesocietetet får værdi af jeres medlemskab. Vi hører meget gerne fra jer, hvis I har gode idéer til, hvordan vi kan gøre det bedre.

Til sidst vil jeg gerne takke alle jer, der frivilligt tager en tørn i vores foreningen. Det være sig i Landsbestyrelsen, i bestyrelserne rundt omkring i landet, i BS-gruppernes styregrupper eller som formand for et fagudvalg. Tak for jeres store indsats!

God jul og godt nytår til alle. Vi ses i 2020.

Forrige
Forrige

Nytårskur 2020: Walk the talk

Næste
Næste

Hele Danmark på MIPIM i 2020 - Er du klar?