Vi har længe savnet et Boligministerium

Oprettelsen af et selvstændigt Boligministerium er det stærkest mulige signal om, at regeringen har forstået, at området er omdrejningspunkt for både vækst og bæredygtighed, mener landsformand Tony Christrup fra Byggesocietetet

Boligområdet har i en del år været forsømt, når landets statsministre skulle vælge, hvilke ministerier de ville satse på. Men den udvikling er nu vendt.

”Med et selvstændigt Boligministerium får vi i bygge- og ejendomsbranchen en dedikeret indgang til vores dialog med den nye regering. Det har vi savnet i flere år,” siger Tony Christrup som er landsformand for Byggesocietetet, og fortsætter:

”Regeringen vil have en national strategi for bæredygtigt byggeri, og en sådan har vi også længe spejdet forgæves efter. Den måde vi bygger på, og de materialer vi anvender, er en helt central brik i at nå målene i klimapolitikken. Al klimapolitik handler ikke om flytrafik og hvor mange røde bøffer vi spiser. Den måde vi bygger og bor på er helt central.”

Bygge- og ejendomsbranchen satser massivt på genanvendelse af materialer, nye miljøvenlige måder at bygge på og har derudover et stærkt fokus på at de nye boligområder giver andet tilbage til samfundet end blot et sted at bo.

”Flere og flere ønsker at bo i de store byer ikke mindst i København. Behovet for boliger er derfor astronomisk. Hvis vi skal undgå triste boligområder med kvalitetsløse byggerier, skal vi have en national strategi der sikrer, at alle byder ind med byggerier der har menneskelige kvaliteter og som integreres i lokalsamfundene, så det giver et løft i den lokale livskvalitet,” understreger Tony Christrup.

Byggesocietetet vil være en af de første der banker på den nye boligminister Kaare Dybvads dør for at tilbyde et konstruktivt samarbejde med regeringen i de kommende år.

”Vi går ikke så meget op i regeringens politiske farve men i om regeringen har ambitioner og den politiske vilje til at nå målene. Den nye regering er kommet megagodt fra start,” siger Tony Christrup.