Bygge- og ejendomsbranchen er dybt afhængig af infrastruktur.

Infrastruktur er essentiel for bygge og ejendomsbranchen. Derfor er det med stor glæde, at Byggesocietetet har bemærket, at flere og flere taler om behovet for at forbedre vejtrafikken. Dansk Industri er i dag kommet med en samlet investeringsplan som bl.a. lægger vægt på at forbedre trafikforholdene for virksomheder.

Og udspillet fra Dansk Industri står ikke alene. I januar 2019 offentliggjorde Socialdemokraterne deres Infrastrukturplan som bl.a. tilgodeser vejtrafikken. Sidst men ikke mindst havde Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen d. 26. februar en kronik i Børsen, hvor han, sammen med Adm. Dir. for Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, slår på behovet for at prioritere vejene. Det er stærkt tiltrængt ifølge Byggesocietetets landsformand, Tony Christrup. Et af de steder, hvor behovet er virkelig aktuelt, er mellem Næstved og Rønnede.

” En god infrastruktur binder byer, borgere og virksomheder sammen. Jeg bakker derfor også stærkt op om investeringer i vores infrastruktur og lige nu er der altså problemer på vejene. Som Ole Birk Olesen og Brian Mikkelsen skriver i deres kronik – det er sund fornuft. Det er det virkelig også i relation til motorvejen mellem Næstved og Rønnede. Jeg ved, det har været et tema længe i Næstved Erhvervsforening, som har lavet en god og sober rapport om behovet” udtaler landsformand i Byggesocietetet, Tony Christrup.

Byggesocietetets lokalafdeling i Næstved følger også udviklingen tæt og ser frem til, at der bliver taget beslutninger, som kan sikre, at Næstved-Rønnede-motorvejen bliver en realitet inden for en overskuelig periode.

”Det er virkelig vigtigt, at vi får motorvejen mellem Næstved og Rønnede. Ikke kun for Næstved men også for resten af Sjælland. Udover, at vores erhverv og industri er afhængig af motorvejen, så er der også virkelig mange der hver dag tager turen i bil til deres job i København.” udtaler formanden for Byggesocietetets lokalafdeling Sydsjælland, Henrik Karmark. ”Samtidig glæder det mig, at erhvervslivet på tværs af fag, har stået sammen om at lægge pres på vores folkevalgte.”

Byggesocietetet håber på en bred politisk aftale men fremfor alt, at der findes de nødvendige ressourcer til at realisere de nødvendige infrastrukturprojekter.

Du kan læse Næstved Erhversforenings rapport om behovet for motorvej mellem Næstved og Rønnede her:

https://www.naestvederhvervsforening.dk/nyheder/motorvej-rute-54/