MIPIM interview: Networking med det lange blik

MIPIM er et interessant tværsnit ned igennem byggebranchen, fortæller Lone Wiggers, partner i arkitektfirmaet C.F Møller. Hun har on-and-off været med på MIPIM 12 gange og er begejstret for messen, som hun synes kan være overvældende først, men efter en stejl læringskurve bliver meget givende.

Hvor mange gange har du været på MIPIM?
10-12 gange. Jeg startede med at være afsted flere gange i træk, men havde så en pause. Nu har jeg været der de sidste fire år.

Hvad synes du om messen?
Mit første indtryk var, at den var kaotisk og overvældende. Der er en stejl læringskurve, men derefter finder man ud af, hvordan man bruger messen og arbejder med akkvisition, networking og hvad der er nyt på vandrørene.

Jeg synes, det er et interessant tværsnit ned igennem byggebranchen hvert år i marts. Man møder mange mennesker og hører, hvad der rører sig i alle led i værdikæden. Hvad forgår der i branchen, og hvad er hot-or-not?

Oplever du, at du kommer hjem med relationer eller investeringer, der gør noget godt for din virksomhed?
For arkitekter er MIPIM networking med det lange blik. Fordelen er, at man møder nye mennesker, der kan give en indsigt i deres forretning og deres succeskriterier. Man lærer dem at kende, og det betyder, at man får mulighed for at tage fat i dem igen, også på lang sigt.

For os i C.F. Møller betyder det også mere og mere, at vi kan mødes med udenlandske investorer og samarbejdspartnere. I år mødtes jeg med flere af vores belgiske samarbejdspartnere, ligesom jeg fik skabt relationer til nye, potentielle samarbejdspartnere i udlandet. Dem er vi meget afhængige af, når vi laver projekter i udlandet, og derfor har det en kæmpe betydning, at jeg kan tage på MIPIM og være på udkig efter samarbejdspartnere i nye lande.

Var der noget særligt, du oplevede som værende positivt for jer i 2018?
Jeg var der tre fulde dage i år, udover rejsedagene, og det fik jeg rigtig meget ud af. Den første halvanden dag talte jeg næsten kun om CLT, som betyder cross laminated timber, fordi vi har stor erfaring med at bygge i det, vi forsker i det, er med i netværk om det og har rigtig mange byggerier i pipeline med det. Alle ville høre om det. Det var positivt at opleve.

Derudover synes jeg også, at det var fantastisk, at alle de almene boligselskaber var der, at de var interesserede og viste, at der virkelig sker noget på det område. Pludseligt er der et nyt marked, og vi kan få en ny generation af almene boliger. Det slog igennem, synes jeg.

Besøgte du Greater Copenhagen-standen, og hvad synes du om den?
Jeg planlagde bevidst blokke i min kalender, hvor jeg bare kunne være på standen, og jeg var også nede at høre overborgmesteren tale. Det er effektivt at være på standen, hvis man gerne vil networke, og det fungerer standen som en god base for.

I vandt jo prisen for Best Health Care Project på messen i år. Hvordan var det?
Det var en kæmpe optur, og det var større, end jeg havde regnet med. Det var noget helt særligt at stå på den samme scene, som Lars von Trier modtog De Gyldne Palmer på.

Det er et boost, at man bliver set af så mange, og at prisen er overalt på nettet. Men det var også noget helt specielt, at vi som byggebranche holder sammen og hepper på de danske kandidater, for det betyder noget. Ikke bare for C.F. Møller og for den danske arkitektstand, men også for hele verdens kvalitetsopfattelse af dansk byggeri og arkitektur, og det skal vi naturligvis støtte. Når det regner på præsten, drypper det jo som bekendt på degnen.